”Min magiske varmelampe, som kærligt lyste på mig i 47 år, blev pludselig slukket”.
Så enkelt kan jeg sige det. Jeg mistede begge mine forældre i sommeren 2014. De døde med 27 dages mellemrum. Ingen omkring dem, havde set det komme – ikke engang dem selv. Jeg var slet ikke færdig med at blive elsket af dem. Det var mine to brødre og de i alt 7 børnebørn heller ikke.
Jeg sad alene ved min fars side, da han døde. Det var blot få uger efter, vi havde begravet min mor. Vi talte sammen til det sidste. Han var afklaret og klar til at forlade denne verden. Han fortalte mig, at han havde haft et fantastisk liv, at han havde følte sig elsket, at han havde fået de dejligste unger og verdens bedste børnebørn. Men… at han savnede sin Elisabeth så forfærdeligt. Lige inden, at min far døde, sagde han til mig:
”Nu må I ikke blive for kede af det, for I har jo hinanden”.
Min far døde i mine arme d. 24. august 2014.
Da de kirkelige handlinger var overstået og hverdagen igen indfandt sig, oplevede jeg, at der blev meget stille omkring mig og min familie.
Jeg manglede ord. Jeg fornemmede også, at mine omgivelser manglede ord. Hvad siger man til en, som har mistet så meget, på så kort tid? Hvad siger man selv som sørgende?
Alle de ord, som jeg ikke selv kunne udtrykke og alle de kærlige hensigter fra mine omgivelser, som aldrig så dagens lys, lærte mig, at vi lever i en kultur uden en fælles sorgkultur. Vi har ikke lært, hvad vi skal gøre, når vi møder mennesker i sorg, vi mangler ord og handling. At stå ved siden af en, som har mistet er svært. Det kræver mod at blive stående ved et menneske i sorg.
Mens jeg langsomt accepterede tabet af mine forældre, fik mødt min sorg, skabte nye rammer uden dem og fik givet dem nye roller i mit liv, så de stadigvæk, er i live i mit liv og stadigvæk danne og skabe retning for mig, så blev min far sidste ord, ved med at rumstere i mine tanker.
”Nu må I ikke blive for kede af det, for I har jo hinanden”
Lige præcis den sætning har stor betydning for mig i dag. Sætningen vidner om min fars vidunderlige empatiske væsen og at han – lige til det sidste – tænkte på os børn og vores sorg. Hans sætning blev begyndelsen på en ny rejse for mig. En ny undren:
For vi har jo ikke hinanden, med mindre vi sætter os for at være noget for hinanden. Men hvordan gør vi det, når sorgen rammer og livet gør allermest ondt?
Sideløbende med min egen sorg, uddannede jeg mig til sorgrådgiver. Jeg ønskede at forstå sorgen og jeg ville under huden på de fordomme og misforståelser, der definerer vores sorgkultur, og som gør sorgprocessen så svær og tabubelagt for både den sørgende og omgivelserne. Men vigtigst: Jeg ville lære hvordan man bedst støtter og hjælper mennesker i sorg. En hjælp, som ikke kun skal komme fra den nærmeste familie eller professionelle terapeuter, men også bør indbygges i vores netværk og være en selvfølgelig del af beredskabet på vores arbejdspladser, i skolen og institutioner m.m.
I dag ved jeg, at jeg kan rådgive og støtte mennesker i sorg. Min egen sorghistorie bærer jeg med mig, samtidig med, at jeg har et stort ønske om, at vi langsomt, men sikkert får genskabt en sund og mindre distanceret sorgkultur her i landet. En sorgkultur, hvor alle i sorg føler sig set, hørt og forstået.
Sorgen forsvinder aldrig hos den sørgende. Sorgen vil præge vores hverdag, og som en afholdt gæst, må vi tage os godt af den og give den plads på en sådan måde, så vores hverdag kan leves. Min far vidste, at vi som familie altid ”har hinanden”, deri lå hans pointe. Han vidste, at når sorgen fylder os – vil vi finde hinanden.
Når sorgen rammer, så stil jer ved den sørgendes side, også selvom det er svært – vær noget for hinanden.