En fin lille historie som jeg gerne vil dele med jer, som besøger min hjemmeside.
”Det kræver mod at møde et menneske, som er døende, og det er intenst at vide, at vores relation altid vil forblive de få timer, vi får sammen.”
Sådan fortæller Kirsten, der er frivillig i Vågetjenestens team på Østerbro.
Hun har været frivillig i omkring 2 ½ år, og her fortæller hun om en oplevelse, der gjorde indtryk:
”En tidlig morgen havde jeg en vågevagt på et plejehjem på Østerbro. Den døende var en kvinde som ikke talte meget, men bare gerne ville ha´ en hånd at holde i, samt et ønske om, at få læst lidt højt fra en bog. Hendes dør ud til resten af plejehjemmet skulle stå åben, så hun kunne høre stemmerne og aktiviteten fra huset – det gjorde hende tryg.
Mens jeg sad og læste for hende, kom der en mandlig beboer forbi kvindens stue, han kiggede ind til os og spurgte meget stille, om det var ”ved at være tid”. Jeg smilede til ham og nikkede. Han sagde kort, at han holdt meget af kvinden, som jeg vågede over, og så gik han.
Efter et par minutter kom han tilbage, han stod helt rolig i døren og så igen på kvinden og mig. Meget forsigtig spurgte han mig, om jeg var sådan én, han også kunne ringe til, når hans tid kom. Jeg smilede til ham, pegede på mit Røde Kors skilt som hang på min bluse, og han forstod, sendt mig et smil og nikkede farvel.
Da jeg blev afløst af min kollega fra vågeteamet Østerbro og tog hjemad, tænkte jeg meget på kvinden, som jeg lige havde tilbragt knap fire timer sammen med, tænkte på hendes ro, hendes hånd som havde holdt så fast i min, men jeg tænkte også på den gamle mand, som måske selv havde opnået en vis form for ro via vores korte snak og det gjorde mig utrolig glad.”